• GB
  • DK

Forebyggelse af problemer

Velkommen til Halla og Hund!
Jeg er glad for at du kigger her, for forebyggelse er meget vigtig.
Jeg ønsker at hjælpe dig med at skabe et sundt og harmonisk forhold til din firbenede ven.

Her er nogle vigtige aspekter at overveje.

  • Hvad kan du forberede inden hunden kommer hjem
  • Mental stimulation
  • Fysisk stimulation
  • Træning
  • Venner

Hvad kan du selv gøre for at forebygge problemer?




Forebyggelse af problemer er altid lettere end af aflære når de først er der.


Forberedelse til Hjemkomst

Hundekurv og Tæpper:
Sørg for at have en eller flere komfortable hundekurve eller senge klar til din nye hund. Et blødt tæppe eller pude kan også give ekstra hygge.
Find et roligt sted i hjemmet, hvor hunden kan sove ugeneret. Det er særlig vigtigt hvis I har børn eller der kommer mange mennesker i hjemmet.
Vær enige om hvor hunden skal sove om natten. Og vær klar over, at det skal være i nærheden af jer. Ønsker I på sigt, at hunden skal sove et andet sted end ved jer, så vil I en periode skulle ligge ved siden af hunden, der hvor den skal finde hvile fremover. En hund eller hvalp skal føle tryghed i sit nye hjem, inden den kan forventes at sove alene.
Hunde skal have mulighed for at sove blødt og varmt, men de temperaturregulerer også ved at lægge sig andre steder i løbet af den tid de sover. Det kan være at give den mulighed for at vælge et køligt gulv, en kølemåtte, et tyndt tæppe.
En hund har brug for at sove mange timer også i løbet af dagen. Får den ikke ro, bliver den overstimuleret og stresset.


Vandskåle:
Din hund skal have adgang til vand hele tiden. Så der kan være brug for flere vandskåle. Vandskåle skal placeres et roligt sted, hvor din hund nemt kan nå dem.
Foderskål:
Jeg synes det er en unyttig genstand. Hunde skal have deres mad, som en del af deres mentale stimuli. Lidt af foderet kan bruges som træning, men resten skal den have adgang til i f.eks. snusemåtte, lickimat, Kong, aktivitets spil eller steder hvor den må søge efter det.

Legetøj og Tyggeben:
Giv din hund noget at bide i og lege med. Dette hjælper med at undgå kedsomhed og destruktiv adfærd.
Jeg vil foreslå at din hund har adgang til tyggeting, som den ikke kan få galt i halsen, hvis du ikke er hjemme. Det kan f.eks. være gevir.
Spiser din hun legetøjet når den er alene, så tag det frem når I er hjemme.
Når du er hjemme, så hav forskellige slags legetøj liggende, så din hund kan vælge at lege eller opfordre dig til leg.
Når du er hjemme kan du også give din hund andre former for tyggeting, som underholder hunden og giver den mulighed for at få afløb for sin tyggetrang, og hvalpen for at klø bisserne.
Find et par stykker legetøj, som I kun bruger til leg sammen. Det kan være trække legetøj som bliver særlig sjovt i samarbejde med dig.
Boldleg kan bruges til specifikke ting. Men det er ikke sundt med hovedløs kasten med bold. Det er stressende for hunden. Bliver hunden ikke stresset, så leg lidt og stop så legen og vent nogle dage inden den leg bruges igen.
Er hunden meget glad for bold, kan I i stedet for at kaste bolden, gemme den og lade hunde søge efter den. Når hunden har fundet den, kan I lege lidt, og slut inden hunden er alt for stresset.
Leg også med din hund når I har trænet. leg efter indlæring øger hundens evne til at huske.

Mentale stimuli

Vi kontrollerer meget af hvad vores hunde må og har adgang til. Den skal som regel også være en del alene.
Din dag er fyldt med oplevelser, fysiske netværk, arbejde, sociale netværk, din telefon, bøger og tv.
Din hund er 100 % afhængig af hvad du byder den.
Derfor er det vigtigt at du beriger dens dag.
Det kan være gåture med masser af mulighed for at snuse, det kan være at søge efter frisk mad, bruge noget af maden til aktiviteter sammen eller hvor hunden selv arbejder. Mad serveret i en skål kan tage 5 sekunder at konsumere, og hunden bliver mæt. Men du kan udnytte muligheden for at stimulere din hund i stedet. Det foretrækker din hund også.
Giv din hund små eller større opgaver, hvor den skal bruge sine sanser og fysiske evner for at klare opgaven.
Træning med din hund er også mentalt stimulerende. Sørg for at finde noget at træne, som I begge synes er sjovt. Det kan være nyttigt at lære din hund at sætte sig, men der er masser af andre sjove ting I kan lave sammen. Det kan være træning I går til sammen, men det kan også være hjemme i stuen eller haven.

Fysisk stimulation

Gåture kan være en dejlig ting for de fleste hunde. Og mange af os mennesker vælger netop hund for at vi sammen kan gå nogle hyggelige ture.
Men hvad er en god gåtur for hunden?
Læs mere her
Men ud over almindelig gåture, er det at få lov at løbe frit eller i meget lang snor, også vigtigt for de fleste hunde.
Der er flere steder rundt om i landet, hvor man kan leje en indhegnet plads, hvor man er sikker på at hunden ikke kan stikke af. Og her møder man ikke ukendte hunde.
Har hunden en eller flere gode venner vil det være en fornøjelse at de kan løbe og lege sammen sådan et trygt sted.
Det kan også være i egen eller venners have. Bare der er mulighed for at løbe stærkt og strække ud.
Det kan være en stor berigelse at lave små forhindringer som hunden skal henover eller igennem. Det skal gøres i samarbejde med dig, men at balancere, kravle under eller igennem, stimulerer en masse sanser hos hunden.
Tænker du at gå i hundeskov med din hund, så skal du overveje hvor gammel din hund er, hvor mange andre hunde der er og om den hundeskov har et godt ry. Kontakt mig gerne for at høre hvad du skal gøre inden din hund får dårlige erfaringer
Kontakt modul.

Træning

Træning er noget du skal være forberedt på, skal foregå hele hundens liv.
Hvalpetræning:
Hvalpen har brug for at komme til hvalpetræning. Her kommer den i et miljø hvor den kan lære nyt, mens der er en masse distraktioner. De fleste steder deler de hvalpene ind i små grupper der passer sammen i størrelse og legestil, så de også kan lege sammen. Hundesproget vedligeholdes også, så de ikke bliver handicappede i forhold til andre hunde. Vælg din hvalpe træner med omtanke! Alle hunde kan lære at sætte sig, lægge sig og gå pænt. Men med en lille hvalp er det mest vigtige at den oplever en masse gode ting, får lov at tage verden ind i lige præcis det tempo den kan klare, og at den oplever udfordringer og ro i passende mængder.
Unghundetræning:
Mange vælge at stoppe med at gå til træning efter hvalpe tiden. Det er en kæmpe fejl. Din unghund er udfordret af hormoner og frygtperioder, så det er så vigtigt at fortsætte de gode oplevelser. Hunden kan måske ikke ret meget lydighed i perioder, men det at komme på træningspladsen, sætte sig lidt på afstand og være med til det der giver mening for din hund, er guld for jeres samarbejde fremover. Hvis du er så heldig at det er nogle hunde din hund har gået til hvalpetræning med, som de kender godt, er det en gave til hunden at fortsætte venskaber i en svær periode.
Den voksne hund:
Nu er din hund voksen, der er ikke de store udfordringer med almindelig lydighed og hormon udbrud, så hvorfor fortsætte?
Fordi din hund har brug for at opleve nyt, blive udfordret og være i skiftende miljøer, så den ikke keder sig.
Seniorhunden:
En gammel hund er en drøm at lave noget med. Det kan være det ikke skal være agility eller andre træningsformer hvor det skal gå stærkt eller som kræver den store fysik, men du vil opleve at din hund vil nyde f.eks. nosework, kropskontrol eller spor. Gamle hunde der har været god til rally, kan sagtens fortsætte, uden at det behøver vare en hel time eller være udendørs i kulde og regn.

Venner

Din hund har brug for venner. Både hundevenner og menneske venner.

Der er stor forskel på hvor mange hundevenner din hund har brug for. Nogle hunde har det godt med en eller to bedste venner, som den kan mødes med.
Det kan være de hilser og snuser og ellers bare går og hygger sig ved siden af hinanden. Det gør det til et godt samvær for den hund, der har det sådan.
Andre hunde har flere venner, kan møde nye hele livet, men være selektiv med hvem de gider.
Og så er der de hunde som elsker næsten alle hunde, meget gerne vil hilse og også gerne lege.
Der findes ikke én slags og derfor heller ikke én opskrift.

Du må lære din hund at kende og kende dens sprog så du ved hvordan den skal trives bedst.

Menneske venner og er også vigtige. Det er godt at din hund kan vænne sig til forskellige slags mennesker og mennesker i forskellige aldre. Det er ikke ensbetydende med at den skal kunne sidde på skødet af alt og alle. Men en tryghed ved mennesker, gør livet lettere for både din hund og dig.

Nogle hunde kan blive venner med andre arter. det kan være en kat, gris, ko, hest, and eller kanin. En hvalp skal hjælpes til at lære at være sammen med andre arter, så den ikke bliver for vild eller begynder at jagte hjemmet kanin.